Smag på lyset og bliv oplyst

Lysmiddag, inspireret af NOMA, lanceres i Kolding, og du kan sidde med til højbords, når en verdenspremiere lanceres d. 6. december – aftenen for åbningen af årets lysfestival.

Af: Simon Maegaard, Artinn.dk

En ”lysmiddag”. Smag lige på ordet. Hvilke nuancer dukker frem på tungen? Hvordan smager blåt lys, hvordan smager rødt? Kan kunstigt lys forandre din smagsoplevelse og sætte helt nye standarter for moderne gastronomi?

Disse spørgsmål (og mange flere) kan du afprøve på egen tunge torsdag d. 6. december til lysmiddag på Designskolen, Kolding. Menuen er intet mindre end: Lysets historie. Det startede ved et bål, i dag er lys højteknologisk. Den eksklusive lysmiddag vil indramme lysets historie fra begyndelsen og op til i dag. Der er tale om en 5-retters menu – fem nedslag i lysets historie.

”Folk kan forvente en eksklusiv og anderledes oplevelse.”   Mette Thrane Frandsen, event- og serviceleder på Designskolen, Kolding

Noma efterligner årstiderne med lys

Men hvad kan lys egentlig bruges til i forbindelse med gastronomi? Lysfestivalen har skævet mod hovedstaden til intet mindre end verdens mest efterstræbte restaurant, Noma, og inviteret arkitekt og lysdesigner Sarah Fredelund fra Studio David Thulstrup ind til at tale på årets lyskonference (https://billetto.dk/da/e/hvilken-rolle-spillede-lys-da-noma-genopfandt-sig-selv-billetter-317639):

”Dagslys er som udgangspunkt koldere end det varme lys, som vi typisk benytter os af indenfor husets fire vægge. I samarbejdsprocessen med Noma har vi villet efterligne årstiderne.”

Det har hel konkret resulteret i tre årstider, som i løbet af året skiftevis forvandler den renommerede Michelin-restaurant til Sommer, Efterår og Vinter. Lys, interiør og menu følger hinanden:

”Om sommeren, hvor menukortet udelukkende er vegetarisk med alt godt fra planteriget, har vi arbejdet med et diffust og varmt lys, som fylder rummet. Det fremhæver de mange farver og kaster bløde skygger. I vintersæsonen, hvor menukortet primært består af råvarer fra havet, er lyset lig virkelighedens lys mere koldt, kontrastfyldt og med skarpere skygger.”

Sådan fortæller Sarah Fredelund og uddyber, at visionen har været at efterligne de lyse nætter om sommeren og koncentrere lyset omkring bordet med levende ild i efteråret og tænke i zoner, øer, isbjerge om vinteren. På den måde afspejler restauranten det nordiske klima, der er så omskifteligt. Hvilke materialer (og det er ikke småting), man har brugt under denne forvandling, kan du få et større indblik i under årets lyskonference: https://billetto.dk/da/e/hvilken-rolle-spillede-lys-da-noma-genopfandt-sig-selv-billetter-317639.

”Lys er fuldstændigt universelt. Vi oplever det umiddelbart, og derfor bliver vi også påvirket på humør og stemning i disse mørke tider. –Sarah Fredelund, arkitekt og lysdesigner fra Studio David Thulstrup.

Kolding på lysets menukort
På samme måde har Designskolen benyttet sig af Koldings eget vækstlag af designere, som har bidraget med lysinstallationer og vil være til stede som serveringspersonale på aftenen d. 6. december, hvor lysmiddagen på Designskolen skydes i gang. Råvarerne til middagen vil blandt andet blive leveret af den lokale producent Grolys, som laver ”mikrogreens”, der bruges som topping på salater.

Designskolens køkken er et meget grønt og innovativt køkken, som har stor fokus på økologi og grønne vaner. Der er fokus på de små overraskelser, hvilket du vil få at mærke på den enestående aften d. 6. december, lover Mette Thrane Frandsen, event- og serviceleder på designskolen, Kolding.

Man glæder sig fra køkkenets side til at modtage Magnus Sønderbys produktion af grøntsager, som kommer fra designskolens kælder og er dyrket via akvaponisk kultur. (Læs om Magnus her: http://k-l-f.dk/man-maa-sgu-goere-noget-hvis-man-kan/)

”Det har været enormt behageligt at have Magnus gående. Han har taget projektet særdeles seriøst og vist et stort engagement i eksperimentet. Nu nærmer den store dag sig med hastige skridt, og vi håber, at Koldings borgere vil støtte op om initiativet.” – fortæller Mette Thrane Frandsen.

Man vil fra køkkenpersonalets side forsøge at servere Magnus’ salater så rene som muligt, så gæsterne kan få mulighed for at smage forskellen på de tre forskellige lystyper, som salaterne er groet under.

”Det bliver en fuldendt middag, hvor gæsterne også vil blive inddraget i tilberedningen af middagen ved bordene. Det bliver en helt unik oplevelse, men jeg vil helst ikke sige for meget. Helt overordnet set skal folk forvente en anderledes oplevelse.” -afslutter lysmiddagens tovholder Mette Thrane Frandsen.

Nomas lysarkitekt er koldingbarn
Tilbage til Sarah Fredelund, som tilbage i marts kunne sætte sig til bords på Noma, hvor hendes lysinstallationer nu var implementeret:

”Det var en stor dag, ikke mindst fordi madanmelderne nævnte og roste vores lys. Men det har været mindst ligeså rørende at opleve, hvordan personalet og kokkene har taget lyset til sig.”

Man har installeret det samme lys i køkkenets armatur ud fra en vision om, at lys skal indgå fra start til slut, hvilket således implicerer dyrkningen, hvor Noma har deres egne drivhuse, som du kan se fra restauranten. Dertil kommer virkningen på gæsterne og deres interaktion med lyset:

”Magien sker for alvor, når mennesker træder ind i rummet” -uddyber Sarah Fredelund, som glæder sig over at se, hvordan folk bl.a. deler deres oplevelser på Instagram.

Faktisk er Sarah Fredelund selv fra Kolding, og hun føler sig stolt af, at Kolding markerer sig med den årlige lysfest:

”Lys er fuldstændig universelt. Vi oplever det umiddelbart, og derfor bliver vi også påvirket på humør og stemning i disse mørke tider.”

”For mig skaber lysfesten et møde på tværs af politiske, kulturelle og økonomiske baggrunde.”

-afslutter lysdesigneren, som sætter en ære i kunst, der ikke er forbeholdt de få, men derimod kan favne mangfoldighed.

Fakta: