Lys som storyteller – den ”alvidende” forbruger

Bestil billet til arrangementet her – det er gratis.

Direktør Tommy Toft fra FORM3 Retail ser fremtidens butiksindretning som et spørgsmål om formidling via teknologi og lys. Butikkerne skal ikke længere sælge produkter og rådgivning men derimod historier. Forbrugeren er simpelthen blevet for klog.

Af: Simon Maegaard, Artinn.dk

Du går ind i et rum, som består af lys. Lys fra skærme, lys på særudstillede produkter, lys i røg med 3D formationer i stedet for giner. Henne i det ene hjørne kan du få scannet din krop, og henne i det andet kan du give dig selv tøj på via en IPad, som projekterer de forskellige sammensætninger op på en skærm. Du er gæst hos et brand, og brandet er en forlængelse af dig.

Sådan kunne en almindelig shopping-oplevelse med stor sandsynlighed udfolde sig for fremtidens forbruger. Men fremtiden ligger, ifølge FORM3 direktøren Tommy Toft, lige om hjørnet:

”Forbrugeren i dag ved alt i forvejen. De har researchet et produkt til umiskendelighed, så de vil have en dybere historie, når de kommer ind i butikken. Men ikke nok med det – de vil også deltage og have mulighed for at realisere sig selv i ved hjælp af teknologi.”

Men hvordan kan man få en gæst til at føle sig engageret i sit brand. Hvad skal der til? Tommy Toft bruger et allerede eksisterende eksempel fra virkeligheden:

”Tag nu eksempelvis Tom Ford, som er helt fremme i skoene. De har forstået at fortælle en historie om, hvordan deres dufte bliver til. Det handler om bølger, frisk luft og beroligende farver – der er tale om et værdisæt, en holdning, som kommer frem ved hjælp af lys.”

Butikspersonalets rolle ændrer sig altså radikalt. Den historie som håndværkeren eller designeren vil fortælle, skal ikke ske via ekspedienten, men via teknologi som tekst og video. Den menneskelige faktor kommer i stigende grad til at koncentrere sig om det velfungerende værtsskab.

Vi vil have det hele!
Indenfor retail taler man typisk om 2 forbrugertyper, som tegner den moderne forbrugerkultur. ”Slowretail” er butiksrummet, hvor man har lov til at være i længere tid, uden man bliver kigget skævt til. Et eksempel på denne type detailhandel, er et varehus som IKEA, hvor man kan bruge en halv dag eller mere. Mor og far kan sætte sig i møblerne, og børnene kan lege gemmeleg mellem de mange indretningsmiljøer, mens de voksne afprøver sofaer.

”Fastretail” handler selvsagt om den hurtige ekspedering, hvor produktets tilgængelighed er i centrum. Det skal være så nemt som muligt at afhente sit produkt, som man eventuelt har bestilt på en app i forvejen. Et eksempel herpå er Starbucks, hvor du kan forudbestille din kaffe og afhente den To Go på vejen hjem fra arbejde. I denne sammenhæng spiller lys også ind:

”Her handler det om at præsentere en vare, så det digitale udtryk harmonerer med butikkens designprofil. Lys forener i denne sammenhæng den digitale oplevelse parallelt med virkeligheden, og vi får en oplevelse af, at de to verdener smelter sammen og bliver en katalysator for hinanden.”

-fortæller Tommy Toft, hvis virksomhed FORM3 har været med til at forme indretningsmiljøer til store brands som Sand, Day Birger Mikkelsen og Georg Jensen Damask. Han fortsætter:

”Se eksempelvis på Topshop, som lavede en catwalk ved Londons modeuge, hvor de inviterede en række unge bloggere ind til at overvære showet transmitteret gennem en virtuel brille. Der var mange flere mennesker, som kiggede ind i butikken via vinduet, end der deltog i showet.”

På denne måde opnåede det britiske modebrand en 360 graders eksponering, idet de forstod at skabe flere led ved – så at sige – at forlænge virkelighedens begivenhed med et Live Act i butikken, som så igen satte gang i et glo-optog. Og så skal der ikke så meget fantasi til at forestille sig, at de nysgerrige vindueskiggere har knipset og delt deres oplevelser på de sociale medier.

Hvordan ser Tommy Toft lys skabe ny værdi for Kolding?

”Jeg er meget begejstret for, at vi har en lysfestival, som også tænker erhvervslivet ind. Nu er Kolding blevet lysets by – det er heller ikke nogen dårlig titel rent symbolsk.” -udtaler retailchefen med et smil.

FORM3 bruger aktivt lys som virkemiddel i dagligdagen til at præsentere deres produkter. Her har man spottet en tendens, som har ændret sig henover de seneste 5 års digitale udvikling:

”For 5 år siden ville forbrugeren have et show på skærmen – i dag vil de være en aktiv del af det.”