Børns ideer er i høj kurs

Legepladsproducenten Ledon har arbejdet sammen med Brændkjærskolens elever i en uge om at skabe ny værdi for Kolding via lys. Du kan opleve deres innovative løsninger i uge 49, hvor der er udstilling på Kolding bibliotekerne.

 Søren Skøtt, Ledon

 

Af: Simon Maegaard, Artinn.dk

Denne historie handler om, hvordan vi kan bruge lys til at skabe en bedre legeoplevelse, et bedre samfund og en bedre verden. Søren Skøtt fra legepladsproducenten Ledon fortæller:

”Da jeg gik ind til projektet vidste jeg, at jeg havde de bedste idé-udviklere på markedet – nemlig børnene. Børn skaber – helt umiddelbart – igennem fordybelse i legens verden. Idégenerering falder dem naturlig. Jeg bruger ofte et eksempel fra Den Lille Prins, hvor han siger: ”Voksne forstår ikke noget om dem selv, og det er så trættende for børn evigt og altid at skulle komme med forklaringer”.

For Søren Skøtt indrammer ovenstående citat hele hans professionelle tilgang til produktudvikling – for det handler nemlig om at tillade sig selv at lege:

”Da jeg som studerende i 2001 fik muligheden for at observere indefra, hvordan Lego arbejder i øjenhøjde med børnene, blev jeg dybt fascineret. Man spurgte eksperterne (børnene): Hvis en legoklods skulle kunne noget selv, hvad skulle den så kunne? -Nogen ville have den til at flyve, hvilket ikke fungerede som businesscase, da det ville koste kassen, men så var der en, som foreslog, at hvis nu man kunne tale til legoklodsen…”

Hermed opstod LEGO Mindstorm – direkte akkumuleret af børnenes ideer, og siden dengang har Søren Skøtts arbejdsliv tegnet sig med børn som kompas. De seneste 2 år som udviklingschef i Ledon – innovative legepladser skabt i fællesskab med brugerne og nu Brændkjær-eleverne, der har ageret tænketank og besvaret det krystalklare spørgsmål:

Hvordan kan lys skabe ny værdi for Kolding?

”Jeg var mest sammen med de mindste børn til at starte med. Det er abstrakt at forklare, at vi skal arbejde med lys, så vi rullede en enorm papirrulle ud og lod børnene gå i gang med at tegne. Når der så kom en rutchebane frem på papiret, spurgte vi eksempelvis: Hvordan kunne man gøre den mere interessant med lys? Nu kunne børnene forholde sig til opgaven, og geniale ideer opstod. Forestil dig eksempelvis, at man kan generere strøm, imens man hopper på en trampolin.”

På den måde kunne Søren Skøtt tage konkrete ideer og forslag med tilbage til sin chef – ideer, som var direkte konverterbare som forretningsmodeller. Børnene havde – for en stund – erstattet udviklingsafdelingen i virksomheden og bevist, at de kunne gøre en mærkbar forskel:

”Det, at børn kan forholde sig kritisk til hinandens ideer og være i en proces, hvor de optimerer deres egne løsninger, er guld for virksomhederne.”

 

Eksempler på legepladsmodeller udarbejdet af elever på Brændkjærskolen, Kolding.

Under den landsdækkende opfinderkonkurrence Projekt Edison for 6. klassetrin, viste det sig ydermere, at børn ikke kun er i stand til at udvikle ideer til børn. Derimod havde eleverne allerede tænkt deres forældre ind i billedet, når det kom til at generere energi og fremme bevægelse. Eleverne havde nemlig observeret, at forældrene altid sad med deres mobiltelefoner ude på sidelinjen:

”De voksne kan ligeså godt sætte sig op på en cykel, som kan oplade deres mobiler, mens den overskydende strøm kan bruges til at skabe sjove ting på legepladsen.”

Abstraktionsevnen fejler altså ikke noget hos fremtidens helte:

”Det er det, vi ude i erhvervslivet kalder ’Proof of concept’. Når det kommer til lysfestivalen i Kolding fem til ti år ude i fremtiden, har vi nogle små kloge hoveder, som har visioner, der rækker længere ud, end vi forstår.”